Lykkelig i en gammel lejlighed
Mens hun ventede på sin mand, sad Sofie ved køkkenbordet og nippede til en koppe timianthe, langsomt og roligt. Da hun hørte nøglen i låsen, rejste hun sig og standsede i døråbningen. Ind kom manden, Lars, alvorlig og tavs.
“Hej,” sagde hun som den første. “Du kommer sent igen. Jeg har spist for længst og ventede bare på dig.”
“Hej,” svarede Lars. “Du behøvede ikke vente. Jeg er ikke sulten, og jeg bliver ikke længe. Jeg skal bare samle mine ting og gå.” Uden at tage skoene på gik han ind i værelset, åbnede skabet og tog en kuffert frem.
Sofie stod lammet. Uden at forstå noget så hun ham proppe de første bedste ting ned i kufferten.
“Lars, hvad foregår der?”
“Du forstår det ikke? Jeg forlader dig,” sagde han klart uden at se hende i øjnene.
“Hvorhen?”
“Til en anden kvinde.”
“Og hun er sikkert ung, selvom du selv kun er fyrre. Det er jo ingen alder,” sagde Sofie lidt spidst, mens hun samlede tankerne. “Jeg græder ikke. Han skal ikke se mine tårer,” tænkte hun og sagde højt: “Hvor længe har det stået på?”
“Næsten et år,” svarede Lars roligt. Da han så hendes overraskelse, tilføjede han: “Det er dit problem, hvis du ikke har bemærket noget. Så har jeg skjult det godt.”
“Skal du væk for altid… eller?” spurgte hun pludselig.
