“Sofie, forstår du ikke noget? Lyt godt efter. Jeg forlader dig for en anden. Vi venter barn sammen. Vi kunne ikke få børn, men Katja skal føde mig en søn. Du har en måned til at flytte ud af min lejlighed. Hvorhen og hvordan er dit problem. Vi skal bo her med Katja og vores søn, mens hun bor til leje.”
Lars gik. Sofie blev alene. Væggene føltes som om de knugede hende, og lejligheden var stille. Hun tændte for fjernsynet, bare for at høre en stemme. De havde levet sammen i tolv år. Det tog hende næsten en uge at komme til sig selv, men hun klarede det.
Hun havde arvet et hus i landsbyen efter sine forældre, der døde tidligt. Men hun havde ikke lyst til at bo alene på landet.
“Jeg kan ikke bo der,” tænkte Sofie. “Det er for langt fra civilisationen, ingen bekvemmeligheder, og ingen arbejdsmuligheder. Jeg er femogtredive og har ikke lyst til at bo på landet.” Derfor besluttede hun at sælge huset og bruge pengene til at købe et værelse i en fællesbolig eller kollegie. Livet ville vise resten.
Hun solgte huset med det samme, da hun ankom til landsbyen. Naboen, Gerda, ventede på hende.
“Sofie, hvor godt du kom. Vi var lige ved at tage til byen for at lede efter dig.”
“Hvad er der sket?” spurgte Sofie.
“Jo, mine slægtninge vil gerne købe dit hus. De kommer fra Nordjylland og har brug for et lille hus, der kan rives ned, så de kan bygge et nyt. De vil gerne bo tæt på os, min søster og hendes mand…”
“Åh Gerda, det er lige det, jeg kom for. Hvor perfekt! De kan få det med det samme, hvis vi bliver enige om prisen. Her er mit telefonnummer…”
Alt løste sig. Ti dage senere havde hun pengene i hånden. Selvom det ikke var meget, var det bedre end ingenting. Hun købte et lille værelse i en kollegielejlighed. Der var fælleskøkken, to værelser med naboer, og det tredje var hendes. Derfor føltes det som en gammeldags fællesbolig.
Naboerne så ud til at være stille og anstændige mennesker. Sofie mødte dem sjæld, for hun var på arbejde fra morgen til aften. Lige der begyndte hun også en romantisk forbindelse med en kollega, Thomas. Alt syntes at gå godt, i hvert fald for Sofie.
Lige før kvindernes internationale kampdag den 8. marts sagde Thomas til hende:
“Jeg har brug for at tænke over mange ting. Jeg er ikke sikker på mine følelser. Lad os tage en pause.”
“Lad os tage en pause… Eller du kan bare gå langt væk!” rasede hun.
Hun kom hjem den aften i dårligt humør. Hun var seksogtredive og havde ikke tid til pauser. Hun besluttede at spise sin vrede. Da hun åbnede køleskabet, var der en lille skive skinke, men den var væk. Hun blev rasende.
“Hvem har taget min skinke?” råbte hun højt i køkken.
“Sofie, jeg smed den ud for to dage siden… Den var blevet grøn, og der var en dårlig lugt i køleskabet. Jeg tænkte, du ikke ville spise den alligevel. Hvorfor tage chancen?” sagde naboen, Vera Karlsen, roligt men lidt skyldbevidst.
“Du ved godt, man ikke skal røre andres ting!” skreg Sofie. “Det er ikke op til dig at bestemme, hvad jeg spiser.”
Sofie blev mere og mere vred og gav naboen hele skylden. Først havde hun mistet sin mand, så sit hjem, og nu havde Thomas taget en pause og taget hendes håb om lykke med sig. Og nu tog naboerne hen
